Gode råd til hvordan du taler med dit barn om Coronavirus:
Her er 3 overordnede råd fra børns vilkår, nederst finder du 2 film om emnet:
1: Lyt til børnenes bekymring
Børn kan godt opleve, at deres forældre eller andre voksne siger ”det skal du ikke tænke på”. Men når børn nu alligevel tænker på det, så har de brug for at få talt om det. En bekymring går ikke væk, bare fordi man får at vide, man ikke skal bekymre sig.
Giv dig tid til at lytte til barnets tanker og bekymringer og hjælp derefter med at sortere i de informationer, de har fået fra medier osv. Spørg fx hvad barnet helt konkret har læst eller set, og hvad barnet bliver bekymret for. Tag barnets følelser alvorligt og svar så ærligt og konkret som muligt. Husk dog at tage højde for barnets alder. Der er forskel på børn i skolealderen, som selv har læst nyhederne, og så de yngre børn, der måske bare har hørt nogen tale om corona og vil vide, hvad det er.
2: Tal med børn om fakta
Hold dig opdateret på Sundhedsstyrelsens anbefalinger og oversæt dem til et sprog, børnene forstår. Hvis børnene selv har læst om coronavirus, så spørg, hvad de har læst og hvor, og hjælp dem med at være kildekritiske og sortere i fakta. Undgå at tale om, hvor mange der er døde af virussen, tal i stedet for om, hvad det er, vi gør. At vi har et meget dygtigt sundhedssystem, som har forberedt sig grundigt på, at smitten ville nå til Danmark på et tidspunkt.
På BørneTelefonen er der f.eks. en 13-årig pige, der skriver “Jeg er virkelig bange for den der coronavirus. Jeg er bange for at vi allesammen kommer til at dø af den.” Her kan det f.eks. berolige pigen, hvis hun får at vide, at langt de fleste smittede bliver syge, som havde de almindelig influenza, og så bliver de raske igen. Det kan også være, at det vil hjælpe, hvis I taler om, hvordan man gennem god hygiejne kan forhindre smittespredning – ligesom med alle andre sygdomme.
3: Tal med børn om nyhederne
Børn kan ikke altid selv vælge, hvilke nyheder de får præsenteret. Især fordi mange ”sensations-nyheder” bliver delt og vist i børnenes feed på deres sociale medier. Derfor er det en god ide at spørge børnene, om de er faldet over nyheder om coronavirus på deres mobil eller tablet, og hvad det har affødt af tanker hos dem. Har de set eller læst noget, der gør dem bange? Når det gælder nyheder, som f.eks. bliver vist på tv, anbefaler vi, at børnene altid ser nyheder med en voksen. Det giver børnene mulighed for at stille spørgsmål og få talt om deres bekymringer. Det værste er at gå rundt med fantasier.