Miljøterapi i praksis

Miljøterapi er en løbende praksis, hvor behandlingen er integreret som en naturlig del af skolehverdagen. Miljøterapi bygger på forståelsen af, at alle faktorer i skolemiljøet skal ses som et samlet system, som påvirker eleven.

Vi arbejder med alle de problemer, der opstår i hverdagslivet - uanset om det er i klassen, i pauserne, udedage eller i offentligheden. Det er vigtigt, at alle omkring eleven og eleven selv bidrager med erfaringer for at kunne se helheden og der ud fra planlægge og indgå i den daglige terapi.

De fysiske rammer

Uanset hvor man færdes på skolen, er det vigtigt, at omgivelserne, bygninger, klasseværelser og fællesområder, er ordentlige og ryddelige. Det har stor værdi for eleverne, at omgivelserne indbyder til, at skabe et roligt og venligt miljø.

Klasserummene skal signalere skole, indretningen må ikke være “støjende” og ting har faste pladser. Der skal desuden være en afskærmet arbejdsplads hvor eleven har mulighed for at indrette sig, og med hjælp holde denne pæn og ryddelig, samt være det sted hvor man ikke forstyrrer sig selv og andre.

Fast struktur i miljøterapi

Det er vigtigt, at hverdagen har en fast og forudsigelig struktur og rytme, eftersom de regelmæssige aktiviteter i hverdagen er med til at give en kendt og tryg dagsrytme for eleven. Det genkendelige og pålidelige i hverdagen er på denne måde en del af behandlingsarbejdet. Det skaber et sikkert fundament, som eleven kan få gavn af i forbindelse med nye udfordringer og udviklingspunkter. Ofte fungerer det også som en stabiliserende modvægt til den indre uro og det svære følelsesliv, som mange elever er plagede af. 

Relationer

I miljøterapi er der stort fokus på de relationer, eleven indgår i – både med andre elever, men også med de lærere og pædagoger som arbejder med dem .

I relationen med personalet bliver eleven mødt med oprigtig interesse og med et ønske om at lære eleven at kende. Det er i den gensidige kontakt, at der etableres en relation, som skal skabe tryghed. Trygheden er nødvendig for, at eleven kan samarbejde om behandlingsarbejdet.

I miljøterapien er det essentielt, at det ikke blot er relationen til personalet, der understøtter behandlingen. Det er i lige så høj grad relationen til familien, sagsbehandleren, psykologen og andre, der er en del af samarbejdet og dermed behandlingen.  

Spejling og jeg-støtte

I miljøterapien arbejder vi med en jeg-støttende pædagogik og spejling.

I spejling forsøger vi at finde mening i elevens adfærd. Via spejling giver vi eleven en forståelse og et grundlag for at udvikle sit tanke- og følelsesliv. I praksis fungerer det ved, at den voksne på en nysgerrig, anerkendende og åben måde indgår i en relation med eleven. Den voksne forsøger verbalt såvel som kropsligt at fortolke og vise, hvordan eleven opleves og hvilke tanker og følelser, der skønnes at røre sig i eleven. I en spejling er det ikke relevant, hvad den voksne tænker, føler eller gerne vil have eleven til at gøre. Spejling er derimod en formodning, og skal formuleres sådan, eftersom den spørgende hverken kan læse tanker og følelser eller vide, hvordan de skal forstås.

I jeg-støtte guider og vejleder vi eleven helt tæt på. Eleven støttes gennem handlingsforløb, hvor den voksne giver anvisninger. Anvisningerne er krav afstemt i forhold til eleven i en grad, hvor det forventes, at eleven kan indfri dem og derved opleve en følelse af succes. Den voksne, som giver anvisningerne, påtager sig også ansvaret for, at det lykkes. Skulle det mislykkes, giver den voksne en ny og bedre støtte efterfølgende.