Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Profil

Profil:

Skrøbelev Skole er Langeland kommunes heldagsskole for elever fra 0.- 7.kl med et specialundervisningstilbud til børn som har socio- emotionelle vanskeligheder, nogle kombineret med specifikke eller generelle indlæringsproblemer.

Elever visiteres til skolen fra det centrale visitationsudvalg i Langeland kommune.

Elever

Vore elever har dog alle et potentiale for at lære og udvikles, men traumer kan spænde ben. Et barn med socio- emotionelle vanskeligheder kan have traumer af:

  • Øget stress
  • Genoplevelsesadfærd
  • Undgåelsesadfærd
  • Flashbacks
  • Ingen håb om fremtiden
  • Skader på personlighed og karakterudvikling
  • Syn på tilværelse
  • Forhold til andre/nye mennesker
  • Biologisk udvikling
  • Regulering af følelser
  • Selvopfattelse/ selvtillid 
  • Mestringsevne
  • Indlæringskapacitet
  •  

Personale

Eleverne har behov for et roligt undervisningsmiljø med klare rammer, hvor professionelt personale sikrer hver enkelt elev de bedst mulige vilkår i forhold til relationer, sociale sammenhænge, individuelle hensyn og særlige undervisningsfaglige metoder så eleverne lærer mest muligt.

Det kræver et fagligt dygtigt personale som:

  • Er stærke i relationen
  • Er tydelige og omsorgsfulde
  • Har en anerkendende og ressourcefokuseret tilgang til mennesker
  • Har kendskab til Miljøterapi og Neuroaffektiv metode/pædagogik
  • Forpligter sig til at samarbejde, både internt og eksternt
  • Kan arbejde med evidens og “best practice” - og er fagligt opsøgende og undersøgende 
  • Er loyale overfor opgaven
  • Engagerer sig i et samarbejde om og med familierne

Undervisningsmiljø

Eleverne er delt i mindre grupper. I grupperne går der 5 til 10 elever - det kan variere alt efter elev, sammensætning af grupper og pædagogik.I grupperne er det muligt at arbejde med relationen til den enkelte og herved give den enkelte elev den bedste hjælp.

Undervisningen er struktureret og systematisk opbygget. Ligeledes er dagsskema og ugeskema det samme over lang tid således, at der for eleven er størst mulig genkendelighed og tryghed i hverdagen. Eleverne undervises både fælles og individuelt. Undervisningen tager udgangspunkt i den enkelte elevs faglige og sociale niveau.

Til grupperne er der tilknyttet både lærere og pædagoger. De er sammen ansvarlige for den sociale udvikling.

Personalet har til opgave at sikre eleverne et fundament for at fungere i en lille gruppe, for at de med større tryghed på sigt kan begå sig i større gruppesammenhænge. Fælles for arbejdet og tilgangen til eleverne gælder det, at vi på skolen arbejder ud fra en miljøterapeutisk tilgang og med mentalisering og neuropædagogik som et vigtigt redskab i dagligdagen.

Forældre

Vi vægter forældresamarbejdet meget højt, da det er grundstenen for et godt samarbejde omkring den enkelte elevs trivsel.

Det er vigtigt at Skrøbelev Skole bliver til "vores" skole for alle børn og forældre. Derfor arbejder vi udfra et gensidigt forpligtende samarbejde mellem skole og hjem. Båret af anerkendelse, involvering, tillid, ejerskab, åbenhed, tilgængelighed og loyalitet.

Vi arbejder med et inkluderende forældresamarbejde for at:

  • Styrke børns læring.
  • Styrke børns trivsel.
  • Styrke børns fællesskaber i skolen og uden for skolen
  • Styrke lysten til at deltage i fællesarrangementer.
  • Styrke den fælles viden om barnet.
  • Styrke forældrenes mulighed for indflydelse omkring barnets trivsel og læring.

Hvordan gør vi:

  • Opstartsmøde med forældre
  • Daglig dialog og informationer via Aula, samt SMS hvis det er nødvendigt
  • Forældremøder
  • Hjemmebesøg
  • Statussamtaler
  • Trivselssamtaler
  • Fællesarrangementer