UDELIV:
På vores udedage tager vi udgangspunkt i naturen som læringsmiljø. Vi tilbringer ugentligt mange timer udendørs, både på legepladsen og i skoven eller ved stranden.
Livet i naturen er en sanselig oplevelse, der vækker elevernes følelser og nysgerrighed på en helt særlig, stimulerende og ofte uventet måde. Undervisningen i klasselokalet kan ikke stå alene, da naturen tilbyder et unikt sanserum med optimale betingelser for social træning og elevens opdagelse af sig selv: "Hvem er jeg?"
På vores udedag i gruppe 2 afholder vi også den ugentlige maddag, som altid foregår over bål. Her vænner eleverne sig til at smage på både råvarer fra naturen og mere velkendte retter. Det er vigtigt, at eleverne får mulighed for at udfordre deres grænser. De har brug for at mærke deres krop og dens reaktioner, da en veludviklet kropsbevidsthed danner grundlaget for både selvværd og selvtillid.
På vores udedag får eleverne alt det, som den daglige undervisning ikke kan give dem.
LEJRTURE:
Hvert år tager vi på lejrtur med vores elever. Destinationen vælges ud fra, hvad der giver bedst mening for gruppen, enten med et fagligt fokus eller med særligt fokus på social træning.
Lejrturen er en unik mulighed for at styrke fællesskabet, skabe nye venskaber og give eleverne oplevelser, der rækker ud over den daglige undervisning. Gennem samarbejde, nye udfordringer og fælles aktiviteter får eleverne mulighed for at udvikle sig både personligt og socialt.
Uanset hvor vi tager hen, er målet altid det samme: at skabe trygge rammer for læring, udvikling og fællesskab, og selvfølgelig at få en masse gode oplevelser sammen.